Skip to content

Delta Force

juli 25, 2013

Deltaforce-ChuckNorris

Instruktør: Menahem Golan.

År: 1986

Jeg tror de fleste af os kender til Cannon Group, selskabet der stod bag et ton af b-action film, nogle bedre end andre (Bloodsport), nogle værre end de fleste (Black Cobra 2), men for satan, de udgav dem og vi så dem. Som dreng voksede jeg som så mange andre op på action film og i dag når Cannon Groups logo toner frem på skærmen bliver jeg ramt af en varm fornæmmelse af sikkerhed, som om jeg var barn igen, limet foran et af de store, sorte skrumler som folk plejede at have som tv, klar til at se en masse lort blive sprængt i stumper og stykker.

Men nok om det. Det er er Delta Force (task team til sidst, måske?), ledet af Chuck Norris og Lee Marvin, så der er action fra start til slut, eller det er ihvertfald hvad man skulle have troet.

Efter en mission der gik pænt galt for Major MacCoy (Chuck Norris) og hans delta force en ny opgave: at befrie gidslerne ombord på et fly fra New York til Rom der er blevet kapret af to anti-amerikanske, anti-semitiske, islam-kommunist terrorister og omdirigeret til Beirut. Da de lander i Beirut er der en masse andre terrorister der kommer ombord med maskingeværer og flyet letter igen mod Algeriet. Flykapringen er delvist baseret på en sand historie, og der bliver godt nok osse brugt næsten en hel time i det fly på at sætte os ind i hvad der foregik før der bliver affyret nogle skud og Chuck kommer på banen. Og det er et af hovedproblemerne. For selvom spændingen på flyet nu bliver leveret ok, så går der alt for lang tid med det her drama i tv-films stil før der sker noget, og hvis jeg vil se dum action så gider jeg ikke bruge en time på de menneskelige  omkostninger! Filmen kommer ikke rigtigt igang med ordentlig action før hen imod slutningen, men så får vi til gengæld også en del ekplosioner, en rocket-launcher motorcykel og en scene hvor Chuck Norris er så cool at det er åndsvagt.

delta-force-1986-2

Filmen er okay spillet. Chuck Norris er Chuck Norris, og Lee Marvin var allerede syg i rollen som den øverst-kommanderende, og det kan ses, men får alligevel hevet rollen hjem. Robert Forster gør det overraskende godt med bruncreme i hovedet som terrorist-lederen Abdul. Hertil skal det nævnes at der er et par erfarende karakter-skuespillere ombord på flyet: Lainie Kazan, Martin Balsam og George Kennedy som Fader O’Malley. Soundtracket, som mest bare er den samme fanfare, måske komponeret på et keyboard med trummemaskine, er så idiotisk at jeg få lyst til at banke mit hovede i takt til musikken indtil jeg bløder. På den fede måde.

Så helt igennem et pro-israelsk, go america, fuck the world propaganda-værk er det, at det er fuldstædigt overflødigt at påpege det: hvordan man kan forvente at andet fra en israelsk produceret film forfattet af en israeler under Reagan og Thatchers firsere med Chuck Norris i hovedrollen.

delta-force-1986-1

Der er en hel del fejl ved den her film, flere end jeg har nævnt, men jeg synes af en eller anden grund om den, og det er ikke det samme som at sige at jeg kan lide den. Jeg synes bare om den, og jeg ser den nok igen, jeg ved ikke hvorfor.

A Lady Vanishes (1938)

oktober 13, 2011

Dansk titel: En kvinde forsvinder.
Alle kender Hitchcock fra hans storheds-tid i havltredserne. Det var dengang han lavede mesterværker som Rear Window (Skjulte Øjne), Vertigo (En Kvindes Skygge),North By Northwest, Psycho,The Birds (Fuglene). Andre har måske også været i kontakt med hans film fra fyrrerne (Rope og Notorious kan anbefales), men ikke så mange når tilbage til trediverne, og det havde jeg heller ikke før nu.

A Lady Vanishes er en yderst kompetent thriller/komedie om en kvinde der forsvinder sporløst ombord på et tog, og hendes medrejsendes (Margaret Lockwood som den unge, forlovede heltinde) forsøg på at finde hende. Men det er ikke så nemt når alle ombord nægter nogensinde at have set hende og man samtidig er på gennemrejse i et centraleuropæisk diktatur. Heldigvis har hun den tvivlende, selvglade gentleman Gilbert (Michael Redgrave) til at hjælpe hende, og det bliver da også til en romance på britisk manér.

Det er en interessant film selvom man ikke er stor Hitchcock-fan, men den bliver ikke værre af at man virkelig kan se hvad Hitchcock begynder at kunne som instruktør. Lockwoods drømme er skudt som collager der fade’er til det drønende lokomotiv, og selvfølgelig trykker Hitchcock på alle de rigtige knapper, så vi selv begynder at undre os over som kvinden overhovedet fandtes til at begynde med. Humoren virker, men ofte er det utilsigtede grin vi får os over den britiske stive overlæbe og ”jolly good ol’ chap”.

Der er mange der ikke gider at se film fra 70’erne, endnu flere der ikke orker dem fra 50’erne, så det overrasker mig ikke hvis En Kvinde Forsvinder forbliver en fornøjelse for de få. En rigtig god fornøjelse.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.